Hydroscand fejrer 50 år med yderligere støtte til skoleprojekt

2019-09-17

Den 17. september fylder Hydroscand 50 år. Dette fejrer virksomheden med at starte en fond og give en jubilæumsdonation til virksomhedens skoleprojekt i Appelsbosch, Sydafrika.

Hydroscand har siden 2011 været engageret i at forbedre betingelserne for børnene i en skole og en børnehave i Sydafrika. I forbindelse med 50-års jubilæet tager Hydroscand næste skridt i sit engagement og etablerer Inqolayolwazi School Project Fund for at gøre det muligt for flere at engagere sig i projektet.

Som en jubilæumsgave, donerer Hydroscand nu et større beløb til den nystartede fond. Penge. som vil blive brugt til stipendier, som muliggør fortsatte studier for ambitiøse elever og til individuelle behov og de praktiske forhold, som er nødvendige for at de kan fortsætte med at studere.

”Denne fond vil forandre mange børns fremtid. For nogle af stipendiaterne vil livet blive helt forandret.  De vil få mulighed for at opnå mere, end de nogensinde har kunnet drømme om”, siger JJ Fourie, administrerende direktør for Hydroscand i Sydafrika.

JJ Fourie fik æren af at personligt overrække checken med donationen på stedet i Sydafrika, hvilket også vises i den film, som beskriver skoleprojektets udvikling og betydning. Hele filmen kan ses på Hydroscands hjemmeside

”Vi er meget glade for den generøse donation, som vi har modtaget til stipendiefonden i forbindelse med Hydroscands 50-års jubilæum.  Vores stipendier giver dem mulighed for at gå på bedre gymnasier som forberedelse til universitet og college”, siger Edna Freese, som er engageret i skoleprojektet på stedet i Sydafrika, sammen med sin mand Louis Freese. Louis er enig og tilføjer: ”Af 12 stipendiater har vi allerede to piger, der studerer på universitetet (meteorologi og regnskab) og en er begyndt på college. Som afrikanere kan vi virkelig forstå, hvad det betyder for de fattige i landsbyen at få mulighed for at udvikle sig og læse videre på uddannelsesniveauer, som de ikke engang har turdet drømme om. Det åbner dørene for velbetalte jobs og dermed også en fremtidig mulighed for at kunne forsørge deres familier og søskende. Tak til Hydroscand for dette!”

Udover fonden, som skal støtte børnene individuelt, fortsætter Hydroscands engagement i at udvikle og forbedre skolen og børnehaven i Appelsbosch. Et engagement som ligger grundlæggeren, Björn Holmström, meget på sinde.

"Med hjælp fra de ildsjæle som engagerer sig på stedet, har vi kunnet forbedre fremtidsudsigterne for mange børn i Kwazulu-Natal. Men der er stadig meget at gøre. Derfor føles det godt, at vi nu går et skridt videre ved at etablere fonden i forbindelse med vores 50-årsdag, siger Björn Holmström, grundlægger og ejer af Hydroscand.

Christabel Ngcobo er rektor på Inqolayolwazi School og har været med fra projektets start.

”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Hydroscand og alle andre sponsorer, som har støttet vores elever siden 2012. Vi er meget glade for, at de fortsætter med at støtte vores elever. Stipendiet vil blive brugt til at finansiere skoleuniformer til elever, som ikke har råd, betale for skoleudflugter for dem, der ikke kan betale selv og for at give den bedste elev i 7. klasse mulighed for at studere videre på gymnasieniveau”, siger Christabel Ngcobo og fortæller, at de allerede nu er begyndt at se på, hvilke elever der har størst behov for støtte.

”Vi har identificeret mindst to elever, som vil få gavn af dette stipendium. Dette medfører en stor forandring i deres liv, men også i hele vores område. Vi er virkelig beærede over, at vores skole er modtager af stipendiet. Uden Hydroscands generøse støtte, havde vores elever ikke haft de muligheder for uddannelse, som de har i dag, tak fordi I har gjort dette muligt", afslutter Christabel.